Rygsække

Rygsække

Rygsække

Jeg var imponeret over den rygsæk, han bar. Den havde en bæreramme, som gjorde det muligt at bære betydeligt tungere byrder, end vi var vant til. Jeg havde aldrig set noget lignende før. Nils Olsson Sarri, renvogter

Den efterhånden 80-årige renvogter Nils Olsson Sarri husker stadig, hvordan han i 50’erne blev imponeret af den nye bæreramme. Rammen var fremstillet af en 14-årig knægt ved navn Åke Nordin.

Åke havde lavet rygsækken under en tur til Dikanäs, et lille samfund i Västerbottensfjällen, i sommeren 1950. På den tid lignede de fleste rygsække uformelige pærer. Når de blev pakket, måtte vandreren gå sammenbøjet for ikke at falde bagover af tyngden. At den tunge sæk hvilede direkte mod ryggen, gjorde desuden, at skjorten blev gennemblødt af sved, som let blev forvandlet til kulde, hvis vejret slog om. Unge Nordin besluttede sig for at tage hånd om problemet.

Han havde læst, at hvis man skulle bære noget tungt, skulle vægten placeres højt og tæt på ryggen. Mens kammeraten Lars-Olof stod og bandt sit slips, gik Åke ud i laden uden for familien Nordins sommerhus på Ulvön og sammenflikkede en ramme af træ. Åkes mor Gunhild var skrædderdatter og havde lært Åke at sy allerede som tiårig. På hendes træde¬symaskine af mærket Singer syede han en sæk af kraftigt bomuldsstof, som han fastgjorde på trærammen med læderremme. Bæreremmene lavede han af strimler af kalveskind. Rygsækken blev bekvem at bære. Den trinformede bærerem fordelte belastningen bedre over ryggen og øgede ventilationen mellem ryg og rygsæk. Desuden kunne han bære mere. Åke fyldte rygsækken med telt og mad, som var nok både til ham og til rejsekammeraten. Snart sad de i postbussen på vej nordpå.

På fjeldet vakte rygsækken opmærksomhed. Især blandt samerne, som opholdt sig på fjeldet i flere uger i træk. De forstod betydningen af en robust rygsæk, som stadig var bekvem, når man bar på noget tungt. En af samerne bad Åke fremstille en rygsæk til ham. Næste gang, han tog op på fjeldet, havde rygtet om hans rygsæk bredt sig blandt de øvrige renvogtere. Ideen med at starte en virksomhed, som fremstillede moderne udstyr, der ville lette tilværelsen i vildmarken, begyndte i løbet af de følgende år at tage form hos den unge Åke Nordin.

Præcist som sin far, frugthandler Karl-Erik Nordin, blev Åke uddannet på Bröderna Påhlmans Handelsinstitut i Stockholm. Da han siden gjorde militærtjeneste i 15 måneder på den nyindrettede og yderst krævende Faldskærmsskole i Karlsborg, blev Åke endnu mere overbevist om, at der var et marked for funktionel og robust friluftsudstyr. Ikke engang hos rigets største eliteforbund opfyldte udstyret målet, mente han.

Ti år efter, at Åke som lille knægt sammenflikkede sin første rygsæk, nærmere bestemt i maj 1960, dumper nummer 4 af den svenske turistforenings avis, Svenska Turistföreningens Tidning, ned i medlemmernes brevkasser rundt omkring i Sverige. Klemt inde ved siden af Jukons sårsalve for hæmorider finder læseren en lillebitte annonce for en ny type rygsæk fra det nystartede firma Fjällräven. ”Bærerammen LÄTT er afprøvet under 3 års vandringer på vinter- og sommerfjeld”, lyder annonceteksten og fortsætter: ”Hvis De kender en lappe eller fjeldbonde, så spørg ham, hvordan man bærer virkelig tung oppakning. Så får De forståelse for bæreremmens unikke bæreegenskaber." De frimærkesmå og sorthvide fotografier forestiller en ung mand med militærisk holdning, der bærer en enorm oppakning på ryggen. Samme billede i kolonnen til højre. Manden på billedet er Åke Nordin.