Søg produkt:

Håndværksfremstillet læder med svenske traditioner

Med sin store viden om jagt og læder er Annette Ripheden og hendes kolleger på Ribes Leather de perfekte leverandører til Fjällrävens jagttilbehør i læder. Disse produkter fremstilles med kærlighed af vegetabilsk garvet læder i en omdannet lade på øen Öland i det sydlige Sverige.

Ude på markerne kan fårene høres, men de bliver stille, da hunden Nisse gør, fordi døren bliver åbnet. Den markante lugt af læder kommer mig i møde, og støjen fra stansemaskinen længere inde i bygningen stopper. Annette Ripheden beder Nisse om at være stille, mens hun forlader sin arbejdsstation for at komme hen og hilse på mig. Hendes håndtryk er fast, og hun taler med en bred smålandsk dialekt. 

"Denne lille terrier ser ikke ud af meget, men han er kun to år gammel og allerede en loyal partner, når vi er på jagt. Et ret stort antal ræve og grævlinger har forladt denne jord på grund af hans stædige gravearbejde i sandet på Öland," siger en stolt jæger og hundeejer. 

Vi går gennem lokalet til fabrikken, hvor færdige produkter hænger på stativer op mod væggene, mens igangværende arbejder ligger på bordene og venter på næste trin i produktionen. Man ser også store huder, der venter på, at det bliver deres tur. Den gamle omdannede lade er fuld af værktøj og maskiner.  

Annette har tilbragt hele sit liv med læder. Allerede som treårig flettede hun sine første remme i forældrene Bengt og Ulla-Britts værksted. Hendes far Bengt, der tidligere havde arbejdet i glasindustrien i Småland, flyttede sin læderforretning til Öland i 1977. Da han gik på pension i 2008, overtog Annette forretningen. Traditioner og viden lever videre, selv om fabrikken er flyttet lidt længere nordpå til gården i Tävelsrum.

"Jeg syntes, det ville være sådan en skam, hvis al mors og fars viden forsvandt, da de gik på pension, og jeg har altid godt kunne lide håndværk og læder som materiale," siger Annette, der nu er ansvarlig for al produktion sammen med sine to medarbejdere. 

En stor del af hendes forhold til læder opstod gennem jagt. Både Annette og hendes mand Anders er passionerede jægere, og i den lille forretning, der hører til fabrikken, kan man købe smukke punge, bælter, forklæder, ammunitionstasker og geværremme. Disse er produkter, der kan tåle intensiv brug i årevis både til hverdags- og fritidsaktiviteter. Det golde landskab på Öland stiller strenge krav til både jægere og produkter. 

"Det blæser altid her, vejret er frygteligt," siger Annette, der ikke har noget imod at fortælle både det gode og det dårlige om den ø, hun kommer fra. 

Men hun ved, at læder kan tåle denne form for genvordigheder. Din taske eller dit bælte skal kunne fungere både i regn og vind og i solen og sommervarmen, år ud og år ind. Annettes erfaring med naturens omskiftelige påvirkninger på hendes produkter tages med i betragtning, når de fremstilles. 

"Læder er et levende materiale, og du skal kunne "læse" det for at kunne lave gode produkter. Du skal være opmærksom på narven, så dine design bevarer den tiltænkte form. Håndarbejde handler meget om følelsen af det rå produkt, det er vanskeligt at forklare det på andre måder." 

Instinkt er vigtigt her; det fornemmer man i fabrikkens atmosfære. Selv om det er nødvendigt at bruge værktøj og maskiner i et vist omfang, er der altid en person, som holder øje med hvert enkelt trin i processen. Stansemaskinen stanser dele og detaljer ud af de store huder en efter en. De bliver allesammen kontrolleret, før de bliver godkendt. De skæres, limes og sættes sammen af dygtige fingre. Derefter sendes de videre til en symaskine, hvor de samme dygtige fingre syr dem sammen, tilpasser kanterne og derefter udglatter deres folder. Trådenderne brændes af over flammen på et stearinlys. Tekst og logoer med polarræv indbrændes. Kanterne forsegles. Hænder og øje kontrollerer konstant, at alt lever op til standarden. 

Selv om nogle tasker alle ser ens ud på afstand, kan du helt tæt på se små forskelle i detaljerne. De er langt fra at være tro kopier af hinanden. 

"På en hud kan du finde små ar og mærker, hvor koen måske har gnubbet sig og på en eller anden måde fået et sår, der efterfølgende er helet. Hver hud har sin egen sjæl og sin egen historie. Det giver hvert enkelt produkt en særlig følelse."

Deres individuelle karakterer fremhæves endnu mere, når de færdige produkter tages i brug. Hvert eneste ar har en historie, og ammunitionstasker, bælter og geværremme får bare endnu flere historier med i bagagen, efterhånden som tiden går. Produkterne er ikke bare praktiske, de samler også på historie for de jægere, der bruger dem. De bliver trofaste venner med ar og markante kendetegn, der bare bliver endnu smukkere med alderen. 

For at modtage din pakke før jul, bestil inden: 2015-12-17T15:00 Udvidet returnering i juleperioden indtil 15. januar 2016 for ordrer afgivet mellem 20. november - 31. december 2015