Søg produkt:

Seks spørgsmål til Christiane, Bæredygtighedschef hos Fjällräven

Hvorfor ønsker Fjällräven at undgå fluorcarboner?

”Perfluorerede stoffer er forbindelser, som er både olie- og vandafvisende, og de anvendes derfor til mange forskellige formål, for eksempel imprægnering af læder og tekstiler. De ophobes i levende organismer og er giftige. Men selvom der kun var risiko for, at de var giftige, ville vi stadig holde op med at bruge dem.

Vi anvender altid forsigtighedsprincippet. Vi ønsker at undgå alle former for skadelige kemikalier, og vi opstiller strenge begrænsninger og krav for vores leverandører.”

Hvad betyder fluorcarbonfri imprægnering for produkterne – gør det dem mindre effektive eller mindre vandtætte?

”Fluorcarbonfri imprægnering er også vandafvisende, så vores produkter bliver absolut ikke dårligere af, at vi bruger det. Hvis du kigger på, hvordan vores produkter anvendes – til friluftsliv – så opfylder fluorcarbonfri imprægnering alle krav til funktionalitet. Produkterne er dog ikke lige så olieafvisende, som hvis de var behandlet med fluorcarboner.

Imprægneringen skal også fornys lidt oftere – cirka ved hver anden vask. Vi synes, det er værd at gøre den lille ekstra indsats, der kræves for at slippe for de farlige stoffer.

Man skal huske, at vandtætheden ikke har noget at gøre med selve imprægneringen, men opnås på andre måder. I Eco-Shell-tøj er det for eksempel membranen, der gør tøjet vandtæt.”

Det har taget flere år at skifte til fluorcarbonfri imprægnering. Hvorfor har det taget så lang tid?

”Vi har brugt tid på at teste de nye alternativer, så vi kunne være helt sikre på, at de opfylder de krav, vi har til funktionalitet. Det tager altid tid. Der er desuden sket meget på markedet i de senere år, og der findes mange flere alternativer i dag. Vi ville også gerne være helt sikre på, at alternativerne virkelig er bedre, når det gælder bæredygtighed, og samtidig har god funktionalitet.”

Kan du være sikker på, at der ikke findes fluorcarboner i materialerne, hvis man tester dem?

”Fordi de farlige stoffer stadig anvendes vidt og bredt, også inden for vores branche, er det umuligt at garantere, at der ikke findes spor af fluorcarboner i vores produkter. Der er risiko for, at produkterne udsættes for krydskontaminering i forbindelse med produktion eller transport eller i butikkerne.”

Hvordan genimprægnerer jeg en jakke, der er behandlet med fluorcarbonfri imprægnering?

”Du kan vælge at bruge fluorcarbonfri sprayimprægnering som f.eks. vores PFC-free Waterproofing Impregnation, der er udviklet specielt til Eco-Shell.”

Jeg har en ældre skaljakke. Bør jeg kassere den nu?

”Nej absolut ikke. Det gavner ikke miljøet, at du kasserer en fuldt funktionsdygtig jakke. Det bedste, du kan gøre, er at bruge den så længe som muligt og derefter lade den gå videre til en anden, der kan bruge den.”

For at modtage din pakke før jul, bestil inden: 2015-12-17T15:00 Udvidet returnering i juleperioden indtil 15. januar 2016 for ordrer afgivet mellem 20. november - 31. december 2015