Din Eco-Shell jakke beskytter dig ikke blot mod regnen, den booster også dit humør på våde treks i vildmarken. Din dunjakke nøjes ikke med at holde dig varm: Den er din bedste ven ved lejrbålet. Dit telt giver dig ikke kun ly, det giver dig adgang til bedre udsigter end noget femstjernet hotel kan. Dit tøj og udstyr er med til at skabe minder. Når du ser det hænge i din gang, dit skab med grej eller i din garderobe, kan det fylde dig med minder om magiske øjeblikke i naturen. Vi synes, det er grund nok til, at du skal passe godt på det.

Pleje og reparation

Vi laver vores tøj og udstyr sådan, at det kan holde i evigheder. Men med tiden kan der komme flænger, knapper kan forsvinde og lynlåse sætte sig fast. Vi tilbyder en begrænset reparationsservice, men vi synes, at det er en bedre løsning at give dig den nødvendige viden, så du kan fikse dine egne ting.

Sådan plejer du dit tøj og udstyr

Generelle vaskeråd

Du bør altid begynde med at tjekke instruktionerne i vaskeanvisningen. Men som en generel tommelfingerregel anbefaler vi, at du kun vasker dit udstyr, når det virkelig er nødvendigt. Maskinvask slider på tøj og soveposer, og det er hårdt ved lynlåse, velcro og lignende. Og overdreven maskinvask bruger masser af vand og energi, og er dermed skidt for naturen.

I stedet anbefaler vi, at du vasker beskidte områder med varmt vand, mild sæbe eller vaskemiddel og en svamp, eller blot hænger dit tøj eller soveposer ud til luftning.

Hvis du vælger maskinvask, så bruger vask ved 30°C mindre energi end vask ved 40°C. Brug et vaskemiddel, der passer til den type tøj, du vasker. Og brug ikke skyllemiddel. Det efterlader en voksagtig hinde på dit tøj, som kan nedsætte funktionaliteten af dit udstyr, for eksempel ved at nedsætte dets evne til at transportere fugt væk.

Det samme gælder tørretumbling - som er totalt fy-fy for visse produkter - det er hårdt ved dit tøj. Så når som helst det er muligt, så hæng dit tøj til tørre - med undtagelse af dun - og helst udenfor.

Generelle opbevaringsråd  

Nogle af dine Fjällräven-produkter vil blive faste favoritter, som du vil bruge på næsten daglig basis. Men andre, som telte og soveposer og de store, varme vinterjakker er mere som sjældne skatte. Korrekt opbevaring af dem er rigtig vigtigt. Et fugtigt og dårligt udluftet opbevaringssted er dit udstyrs værste fjende, da det giver de perfekte betingelser for skimmelvækst. Det er vigtigt at opbevare dit udstyr i tørre omgivelser med god luftgennemstrømning, og væk fra direkte sollys og varme.

Visse produkter, som Eco-Shell og tøj i G-1000, vil sandsynligvis have brug for at blive imprægneret igen efter opbevaring. Du kan finde mere specifik information om, hvordan du gør dette, ved at følge linkene herunder.